Biased sprog i jobannoncen kan være en hæmsko

Du tænker måske, at du ikke bruger biased sprog i jobannoncen, når du søger nye medarbejdere. Og det har du måske ret i.. du gør det i hvert fald ikke bevidst.

Men faktisk kommer mange ubevidst til at skrive ord, der kan tolkes på en måde, der ikke altid er ønskværdige. Det kan i sidste ende have indflydelse på, hvem der søger stillingen og mindst ligeså vigtigt, hvem der ikke gør.

For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er nogle ord ladede, og det kan vi nok aldrig helt undgå. Men vi kan forsøge at mindske det. Nogle ord kan nemlig stereotypt opfattes som beskrivende for kvindelige kompetencer mens andre bliver tillagt mændene.

Forskning viser, at ord som ambitiøs, målrettet og handlekraftig, ofte bliver forstået som maskuline kvaliteter, mens ord som empatisk, omsorgsfuld og flittig bliver tillagt kvinder. Hvis din jobannonce er fuld af denne type ord, så kan det være værd at overveje, om de måske kan skiftes ud med andre, som flere mennesker kan identificere sig med.

Måske handlekraftig kan skiftes ud med effektiv, og omsorgsfuld med hensynsfuld

For risikoen er, at hvis en kandidat ikke kan identificere sig med de ord, som bliver brugt til at beskrive de kompetencer, man skal have for at besidde jobbet, så søger de ikke stillingen.

Og det er godt nok surt, at dygtige og kompetente kandidater ikke søger en stilling, som egentlig passer til deres kompetencer, blot fordi sproget i jobannoncen er biased og svært at identificere sig med.

Husk altid at læse dit stillingsopslag igennem for biased ord, inden du udsender det.

Har du brug for at vide, hvilke ord der kan være biased samt et forslag til et unbiased synonym? – Så har Konsulenthuset Ballisager udformet en rigtig god liste.

Er indholdet af jobannoncen biased?

Ords latente ladninger er ikke det eneste, du bør være opmærksom på. Også indholdet af jobannoncen skal du læse igennem for bias, inden du udgiver den.

For selvom vi i Recruitio ivrigt fortaler, at du viser din virksomhedskultur i din jobannonce, så kan du, ved at fortælle om den årlige fodboldturnering og ugentlige øl i fredagsbaren, ubevidst afskrække henholdsvis mennesker med et fysisk handicap, samt dem der ikke drikker alkohol, fra at søge jobbet.

Din virksomhedskultur kan formentlig tydeliggøres på en anden måde, hvor du undgår biased sprog i jobannoncen.

Måske du kan skrive, at det er en arbejdsplads, hvor I sætter pris på sociale arrangementer og hyggelige stunder?

For er det egentlig fodbold og fredagsøl, der er afgørende for, om en kandidat er den rette til jobbet? 

Sandsynligvis ikke.

Og så er det en fjollet ting, at din virksomhed risikerer at blive valgt fra på.